AKUPUNKTUR PÅ NATURVIDENSKABELIGT GRUNDLAG er en systematisk og overskuelig indføring i den moderne medicinske akupunktur, der primært bygger på et naturvidenskabeligt fundament. Bogen er til brug i klinisk praksis, og den henvender sig til lægen, der ønsker at benytte akupunktur som en mulig behandlingsform inden for den traditionelle medicinske diagnosticerings- og behandlingsmodel.
Bogen er en opslags-, instruktions- og brugsbog og henvender sig både til novicen og til den læge, der allerede benytter akupunktur, men som ønsker ny inspiration og viden på området. Bogen indeholder over 500 illustrationer, og sammen med den konkret instruktive tekst er det muligt at anvende akupunktur uden at skulle forholde sig til den antikke kinesiske filosofi og tankegang.
Akupunktur har i 3-4.000 år har været anvendt i Kina til forebyggelse og behandling af sygdomme. Den dag i dag giver akupunktur gode og bemærkelsesværdige resultater – også i den vestlige verden. De gamle kinesere var blændende observatører, og samtidig evnede de at bringe observationerne ind i en virksom behandlingsmodel. Dette bør vi respektere dem for, men det medfører ikke nødvendigvis en ubetinget accept af deres forklaring på, hvordan akupunktur virker.
I de sidste 25 års forskning har man forsøgt at indpasse gamle kinesiske begreber som Yin og Yang, de fem elementer etc. i den moderne medicinske naturvidenskab. Det har vist sig, at dette ikke er muligt, men det udelukker imidlertid ikke, at man ud fra en naturvidenskabelig synsvinkel kan forsøge at forklare, hvordan akupunktur virker. Denne synsvinkel forudsætter, at man som udgangspunkt har den tese, at: hvis akupunktur har en berettigelse i den moderne medicinske behandling, må det være muligt at forklare virkningsmekanismerne efter samme principper, som anvendes ved forklaringen af f.eks. den farmakologiske effekt af et farmakon.
I denne bog bygger forståelsen og brugen af akupunktur primært på et naturvidenskabeligt fundament, og i de fleste tilfælde kan man argumentere for den valgte behandling på dette grundlag.

Formålet med bogen er: med udgangspunkt i den nuværende medicinske og naturvidenskabelige viden, at introducere de teoretiske og praktiske aspekter af akupunktur, for derigennem at gøre det muligt at anvende akupunktur som et naturligt redskab i den daglige klinik.       

Den almene del indfører læseren i akupunkturens grundbegreber, valg af akupunkturnåle, indstiksteknik, bivirkninger, forsigtighedsregler samt forskellige akupunkturformer og deres anvendelse.

Den kliniske del beskriver sygehistorien, den objektive undersøgelse, tilrettelæggelse af behandlingen - valg af behandling, stimulering, antal behandlinger, hyppigheden af behandlinger og behandlingens afslutning.

Behandlingsdelen

bullet

bevægeapparatet

bullet

hals, næse øre

bullet

pulmonale lidelser

bullet

cardiale lidelser

bullet

gastrointestinale lidelser

bullet

urologiske lidelser

bullet

gynækologiske lidelser

bullet

hudlidelser

bullet

neurologiske lidelser

bullet

psykiske lidelser

bullet

cancerrelaterede lidelser

bullet

afhængighedsproblemer

Forud for denne bog er gået mange års teoretiske studier, klinisk erfaring og indsamling af forskningsmateriale. Dertil kommer et utal af frugtbare diskussioner og konstruktive erfaringsudvekslinger med kolleger fra hele verden. Uden deres store viden, engagement og nysgerrighed i mit projekt, ville bogen ikke foreligge. Jeg skylder derfor disse mange mennesker en stor tak for deres indsats.
En speciel tak ønsker jeg at rette til min kone Lise Rosted for hendes store tålmodighed og opbakning til at gøre akupunktur til en del af en almen medicinsk praksis. En stor tak skylder jeg illustrator Vibeke Holstein Schmidt, som med utrættelig flid har fremstillet næsten 500 illustrationer, og redaktør Finn Lykke Schmidt fra forlaget KLIM, som har været involveret og engageret i bogprojektet fra først til sidst. Endelig ønsker jeg at rette en tak til Jørgen Zederkof for lægefaglig feedback, og en tak til Henning Romme for sproglig assistance.          

Palle Rosted, M.D.