AKUPUNKTUR PÅ
NATURVIDENSKABELIGT GRUNDLAG - anmeldelse
Akupunkturbladet,
marts 2004. Ruth Kirkeby, speciallæge i neurologi
AKUPUNKTUR På
naturvidenskabeligt grundlag
Bogen henvender sig både til lægen uden erfaring med akupunktur
og til lægen, der allerede benytter akupunktur, men som ønsker
ny inspiration og viden på området.
Bogen er opbygget i en almen del, der indfører læseren i
akupunkturens grundbegreber og nåleteknik, samt en klinisk del,
der beskriver tilrettelæggelse af behandlingen og endelig en
omfattende behandlingsdel med beskrivelse af
akupunkturbehandling ved en række forskellige sygdomme.
Ved hver af de enkelte sygdomme anføres vigtige
undersøgelsesmetoder og herefter vigtige akupunkturpunkter, der
kan anvendes ved kropsakupunktur, triggerpunktsakupunktur,
øreakupunktur, skalpakupunktur, elektroakupunktur,
periostakupunktur, segmental akupunktur, superficiel needling og
transkutan elektrisk nervestimulation.
Dette giver læseren en god og bred viden om de forskellige
behandlingsmetoder ved de vigtigste sygdomme, hvor behandling
med akupunktur kan være indiceret.
Med Palle Rosteds store viden og erfaring som akupunkturlæge og
underviser formidles i denne bog de vigtigste teoretiske og
praktiske aspekter af vestlig akupunktur understøttet af de
vigtigste forskningsresultater, både inden for de
neurofysiologiske aspekter og inden for de enkelte
sygdoms-områder.
Bogen er ganske rigt illustreret og vil utvivlsomt være
spændende og instruktiv for alle læger, der beskæftiger sig med
akupunktur.
Som der står på omslaget er "AKUPUNKTUR på naturvidenskabeligt
grundlag" en opslags -, instruktions-, og brugsbog til
anvendelse i den daglige klinik. Og for lægen der ønsker at
fordybe sig i et enkelt sygdomsområde og samtidigt interessere
sig for klinisk forskning er bogen en udmærket instruktionsbog
og vil også være spændende fritidslæsning.
På trods af bogens titel: "AKUPUNKTUR på naturvidenskabeligt
grundlag", angives i mange tilfælde behandlingsmetoder uden at
der foreligger overbevisende dokumentation herfor, fx behandling
af trigeminusneuralgi og fantomsmerter.
Således er indholdet ikke helt i overensstemmelse med bogens
titel.
Da jeg fik bogen i hænderne var min første indskydelse, at slå
op under ordet kvalme, hvilket imidlertid ikke var muligt, idet
bogen ikke indeholder et register. Dette medfører at bogen
bliver uoverskuelig som opslagsbog.
Men alt i alt er bogen absolut anbefalelsesværdig som
orientering og instruktion i vestlig akupunktur.